Vores postkasser og brevsprækker bliver overfodret med alskens post – det er muligt at sige nej til reklamer og gratisaviser, og nu lancerer imod.dk endnu et “nej tak”-klistermærke.
Det er efterhånden mange år siden at Post Danmark lancerede det røde “Ingen reklamer tak”-klistermærke, som over 10 procent af befolkningen har valgt at sætte på deres brevsprække eller postkasse.
Senere tiltag som for eksempel Interessebank Danmark har ikke nydt nær så stor popularitet – og her på imod.dk synes vi at det er indlysende, vi danskere vil hellere vælge noget fra end til.
Og vi ved hvad vi er imod – det har forbrugerbladet Tænk indset, og de har derfor lanceret deres grønne “Ingen gratisaviser tak”-klistermærke, som vi kan placere ved siden af det røde mærke. Selv om de fleste gratisaviser primært er reklamer og annoncer, med lidt krydderi af nyheder og debat-stof, så regnes de ikke for reklamer af hverken udgivere eller omdelere.
Vi bifalder naturligvis Tænks påfund – det er altid rart når nogen er imod noget – men vi har analyseret den almene danskers holdning til de ting der kommer ind af brevsprækken, og fundet at det hverken er reklamer eller gratisaviser der er det største problem.
Derfor har vi ladet fremstille vort eget mærkat – et blåt mærke der passer ind ved siden af det røde og det grønne.

Vi kan desværre ikke garantere at dit nej bliver respekteret. Så du er nødt til at henvende dig direkte til afsenderne hvis du fortsat modtager regninger.
1 kommentar indtil videre ↓
1 Emilie // 13. januar 2009 kl. 14:35
Det er sQ i orden.. Hvis bare det så også blev accepteret tak.. : D
Skriv en kommentar hvis du har noget at bidrage med