Siden vulkanudbruddet i Island i onsdags, har asken bredt sig over det meste af Europas luftrum, og det har gjort flytrafikken stort set ikke-eksisterende i snart tre dage. Det har naturligvis medført en masse utålmodige rejsende, og den slags problemer vil Dansk Folkeparti godt se til at vi kommer til at undgå i fremtiden.
Derfor foreslår DFs transportordfører, Kim Christiansen, at Danmark nedsætter en “vulkankommission” der skal belyse de transportmæssige konsekvenser af både dette og fremtidige vulkanudbrud.
Billederne af det voldsomme vulkanudbrud i Island, der åbenlyst har taget os alle sammen på sengen, og det transportmæssige kaos som det har medført, bevidner til fulde, at vi straks må nedsætte en “vulkankommission” bestående af trafikeksperter, der må udarbejde en strategi for at imødegå konsekvenserne af dette og fremtidige vulkanudbrud i Island. Kim Christiansen, transportordfører, Dansk Folkeparti.
Kim Christiansen frygter at det vil kunne koste menneskeliv, hvis det f.eks. ikke længere er muligt at flyve alvorligt syge fra Færøerne til Rigshospitalet. Han mener at vi både nationalt og internationalt bør udarbejde en transportstrategi der tager højde for vulkanudbrud (i Island).Vulkankommissionen skal blandt andet vurdere om det er sandsynligt at al flytrafik kan blive lammet i månedsvis, og eventuelt anbefale at investere i alternativer til flytransport.
Udover arbejdet med at planlægge og omlægge transportsystemer i hele verden, skal den danske vulkankommission også se på nye standarder for hvordan flyvemaskiner konstrueres, så de i fremtiden vil kunne flyve i vulkansk aske.
Nu har vi danskere jo en tusindårig tradition for at opfinde bedre flymotorer end de andre, og jeg mener helt bestemt at med solide politiske investeringer i ryggen, og spærring for polske håndværkere, vil vi kunne udvikle motorer der kan bevæge sig gennem glohede skyer af vulkansk aske, elektrisk ladede kvarts, silicium, aluminium og svovl-partikler. Og jeg er personligt træt af gang på gang på gang at skulle vente op til flere måneder på at kunne rejse rundt i Danmark, bare fordi et andet lands vulkaner partout skal forurene vores luftrum.
Kim Christiansen har ikke umiddelbart noget konkret bud på hvordan transportkrisen kan løses, men foreslår selv vulkankommissionen at se på Zeppelinere, rumraketter, galejer drevet af kontanthjælpsmodtagere, teleportation, og naturligvis muligheden for at oprette dansker-kolonier (med danske mejerivarer, kirker, kolonihaver og sygehuse) i nærheden af alle verdens lufthavne. Endvidere lufter han muligheden for enten at tilstoppe Islands vulkaner, eller afskærme hele øen i en enorm glasboble.
NB: Første del af denne artikel er sakset stort set ordret fra Dansk Folkepartis egen pressemeddelelse, der simpelthen er så absurd at det nærmest er umuligt at satirisere over.
1 kommentar indtil videre ↓
1 Peger Pias parabol mod Mekka? « VenStreFlØjSbloggen // 7. juni 2011 kl. 12:06
[...] og holdent kan tage æren for. Ud over, at Dansk Folkeparti har krævet færre børnepenge og har krævet en vulkankommission, så har de ”sejret” ved at sikre flere midler til Jellingestenen og Fregatten [...]
Skriv en kommentar hvis du har noget at bidrage med