For kort tid siden præsenterede VKO regeringen deres udspil til en ny udlændingelovgivning, hvor et af elementerne er at udlændinge skal optjene 100 point for at kunne få permanent opholdstilladelse. Det er et udspil der generelt er blevet godt modtaget overalt i Folketingssalen. Et nyt lignende udspil har dog langt fra samme opbakning.
Vi foreslår et pointsystem for politikere. Man skal ganske enkelt optjene 100 point for at kunne blive medlem af Folketinget – udover at man selvfølgelig skal have et tilstrækkeligt antal stemmer. Pointsystemet skal sikre at vi får kvalificerede politikere, og ikke kun populister der formår at “købe” stemmer. Preben Needertahl, Ny Dansk Valgkommision.
Ny Dansk Valgkommision er en partiuafhængig tænketank, og deres forslag går i korte træk ud på at en politiker skal optjene 100 point for at få sin plads i folketinget. Hvis toppolitikeren i et parti ikke har point nok, går mandatet til den næste kandidat i samme parti med tilstrækkelige point.
Der gives point for følgende:
| Færdiggjort en uddannelse – der ikke er cand.polit eller cand.scient.pol | 20 point |
| Fem års erhvervserfaring uden for det politiske liv | 20 point |
| Ældre end 30 år | 40 point |
| Har været klient i det sociale system | 10 point |
| Har på et tidspunkt tjent til lige akkurat at betale topskat | 10 point |
| Forståelse for dansk kultur og historie før 1849 og efter 1959 | 20 point |
| Har daglig kontakt med voksne mennesker uden for det politiske liv | 20 point |
| Besidder almindelig sund fornuft og dømmekraft | 50 point |
Som noget unikt ved dette pointsystem, i forhold til udlændingesystemet, er det også muligt at tildrage sig strafpoint:
| Medlem af partiets ungdomsorganisation | -20 point |
| Haft en karriere som journalist eller lignende | -20 point |
| Gift med andet folketingsmedlem | -10 point |
| Barn af andet folketingsmedlem | -20 point |
| Skiftet parti i forbindelse med sidste valg | -10 point |
Forslaget er absolut ikke blevet vel modtaget på Christiansborg, vi har forsøgt at få nogle klare udmeldinger, men kritikerne foretrækker desværre at vi ikke nævner deres navne.
Det er jo absurd! Først og fremmest er der jo ingen der kan leve op til de krav, og dernæst skal det ikke være et stringent pointsystem der afgør hvem det er der kommer til at styre vores demokrati i fremtiden – den slags er alt for vigtigt til at kunne underlægges sådan matematiske systemer. Anynom, men kendt politiker, uddannet cand.polit, 27 årig datter af anden kendt politiker.
Jeg mener ikke at man automatisk kan kategorisere menneskers værd på den måde – der skal være plads til mangfoldighed, også i det politiske system, derfor kan vi ikke have den slags pointsystemer. Anonym venstrefløjspolitiker, 24 år, Sam.Bas studerende på RUC.
I Danmark har vi en tusindårig tradition for at vælge de dygtigste til at repræsentere os og styre landet – og de dygtigste, det er naturligvis os med de gode kristne grundværdier, som ved hvad der er bedst for samfundet, og hvem vi ønsker skal være med i det, og hvem der ikke skal. Den slags points er jo latterlige, og vil bare føre til at alskens rakkerpak vil blande sig i politik. Anonym, men højtråbende “midter”fløjspolitiker med en sideløbende karriere inden for forkyndelse.
Vi er nødt til at være fleksible her – vi kan ikke lade den slags regelstyringer styre vores fornemmeste arbejdsplads. Det er trods alt mennesker det kommer an på, det er ikke maskiner der bare skal leve op til nogle bestemte krav, det er rigtige levende mennesker! Ikke som de der udlændinge, de skal bare ud – det ligger ligesom i navnet! Ukendt højrefløjspolitiker, stemt ind ved sidste valg.
I har misforstået det hele, tallene skal være anderledes! De tal I sætter på gælder ikke, det er ikke sådan vi har regnet det ud! Kendt politiker, uddannet cand.scient.pol, gift med kendt journalist, og tilsyneladende ikke helt klar over hvad det er vi taler om.
Ny Dansk Valgkommision holder dog fast i deres forslag, og opfordrer både politikere og vælgere til at komme med konstruktive forslag til hvilke krav vi ellers bør stille til morgendagens politikere.
1 kommentar indtil videre ↓
1 Lars Althof // 25. marts 2010 kl. 4:09
Min erfaring fra det store udland har været, at det ikke kun at Sci Pol’er og journalister, man skal vare sig for. En advokatuddannelse burde give omkring 200 minus point.
Skriv en kommentar hvis du har noget at bidrage med